Bestyrelsen

Åge Dragsted

Formand

Åge Dragsted, Cand. oecon. f. 1948. Jeg har hele mit erhvervsaktive liv arbejdet med ledelse og udvikling af virksomheder, organisationer og mennesker. De seneste mange år som management konsulent. Mit kirkelige engagement har jeg i dag i folkekirken, men jeg har tidligere i mange år været aktiv i en frikirke. For mig er Ådalen Retræte et sted, hvor man kan få åndelig mad. Jeg har erfaret, at retræter er det, der har givet og udviklet mig mest. Derfor er jeg taknemmelig for, at jeg har kunnet medvirke til at etablere og lede Ådalen Retræte.

Elsebeth Kragh Dedieu

Bestyrelsesmedlem

Født 1960. Arbejder som rådgiver i Kræftens Bekæmpelse.

Har tidl. arbejdet 18 år i Folkekirken som sognemedhjælper. Har taget 3 års ”Teologi for Lægfolk” i Århus, 3 års uddannelse og træning i gestaltterapi og sjælesorg hos cand. theol og psykoterapeut Bent Falk, og det 3-årige retrætelederforløb “Himmelbrønd”, arrangeret af retraete.dk.

Jeg er økumenisk indstillet og optaget af menneskers ve og vel både socialt, psykologisk og åndeligt. Jeg vil gerne arbejde for, at mennesker bliver mødt og taget alvorlig i deres religiøse og åndelige søgen, og være med til at skabe forskellige rum, hvor de kan komme med alle deres eksistentielle spørgsmål om tro og tvivl. Og være sammen med andre i fordybelse, bøn og meditation. Hertil finder jeg bl.a. retræter betydningsfulde.

Pia Elisabeth Pedersen

Bestyrelsesmedlem

Jeg har været præst i Folkekirken siden 1987. De første 9 år i Taanum og Hornbæk, og derefter i Ellevang Sogn. Gennem årene har jeg deltaget i adskillige efteruddannelseskurser og retræteforløb af forskellig art.  Noget at det, der er blevet vigtigt for mig at arbejde med har været samtale og sjælesorg, hvorfor jeg taget en uddannelse hos Bent Falk i terapeutisk sjælesorg. Siden 2006, hvor jeg gik små 900km på den spanske camino, har pilgrimsvandringer ligget mit hjerte nært. Således har jeg lige siden arbejdet med pilgrimsvandringer både privat og arbejdsmæssigt. Jeg har taget Teologisk pædagogisk Centers uddannelsforløb i ”Åndelig vejledning” og i ”Retræteledelse”, hvilket selvfølgelig også har sat sit præg på mit arbejdsliv. Nu er jeg blevet medlem af bestyrelsen for Ådalen- et sted mit hjerte banker for. Jeg holder meget af at være her på retræteophold, og jeg vil meget gerne i bestyrelsessammenhæng være med til at arbejde for dette helt særlige sted.

Anita Engberg

Bestyrelsesmedlem

Jeg er præst i folkekirken og har været det siden 2014, heraf den største del af tiden i Egeris og Estvad-Rønbjerg pastorat i og ved Skive. Siden 2020 har jeg været gæst på Ådalen Retræte i flere forskellige sammenhænge, bl.a. i forbindelse med en særuddannelse i Åndelig Vejledning under Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter.

Rigtig meget af min tid går med at sætte ord på tro og være til rådighed for andre, men for at kunne være det, og for at min egen tro og mine ord ikke stivner, har jeg brug for steder, hvor jeg selv kan tanke op. Steder, hvor det er mig, der bliver taget imod og taget hånd om og får støtte til at (for)blive åben og modtagende overfor både Gud og mennesker. Steder som Ådalen Retræte.

Jeg håber, at jeg med mit arbejde i bestyrelsen kan bidrage til, at Ådalen Retræte må leve videre i den ånd, det blev skabt, i lang tid fremover til glæde og gavn for mange andre end os, der allerede kender stedet.

 

Peder Poulsen

Bestyrelsesmedlem

Peder Poulsen f. 1954, familieterapetut, cand. theol.

Menighedstilhørsforhold: Aarhus Valgmenighed.

Derfor er jeg i bestyrelsen: Ådalen Retræte tror jeg er født i himlen. Så jeg vil gerne være med til at tage godt imod en sådan gave her på jorden. Jeg er glad for, at der er andre, som har det på samme måde. Så jeg tror vi sammen kan vokse op og vokse til.

Det brænder jeg for: Guds Rige er midt iblandt os. Der er mulighed for vækst til menneskelig og åndelig modenhed i Kristus. Gud vil hjælpe mig og os, og vi kan hjælpe hinanden ud af suppedasen og ind i et liv i efterfølgelse af Kristus Jesus. Min sjæl, hvad vil du mere?!

Verner Lundbak

Bestyrelsesmedlem

Verner Lundbak. Kirkeligt tilhørsforhold: København Vineyard. Job: Sekretariatsleder i Landsforeningen for Kristne Ungdomsforeninger. Jeg vil gerne være med til at støtte op om Ådalen Retræte. Der er ikke den store tradition for retræte i mit kirkelige bagland, men jeg ser her en mulighed for en større mangfoldighed, som vi også har brug for i vores bagland.

Claus Olsen Søndergaard

Bestyrelsesmedlem

Claus O. Søndergaard f. 1967. Jeg er gift med Britt – vi har tre drenge og bor i Vendsyssel. Jeg er rundet af relationel tilgang til mine medmennesker. Jeg er gået fra snedker til en pd. i socialpædagogik. Mit arbejde har været med særdeles udsatte børn, kriminaliserede unge samt sårbare familier – i ledelsesstillinger.  

I dag virker jeg i feltet med unge – fortrinsvis med Downs Syndrom og andre udviklingsmæssige udfordringer. Jeg er aktiv kajakroer, foredragsholder og leder af #VandreRetræte. Incitamentet for at være med i bestyrelsen er, at jeg stortrives på retræter og elsker det nærvær, som kendetegner Ådalen Retræte. Jeg har erfaret, at fordybelsen, stilheden og forskellige retræter – i ro og hvile, har haft eksistentiel betydning i livet. I det accelererende, moderne samfund har vi brug for alternativer til evindelig snak om vækst, til konstante krav og forventninger – om det er i familien, kirken eller på jobbet.